Netop fordi heksen har denne karakter af syndebuk, har det været væsentligt at have redskaber til at afsløre, hvem de var. Selv små - tilsyneladende ubetydelige - ting kunne bruges. Hyppigt nævnte råd var fx at "prøve" en mistænkt heks ved at lægge en saks under en stolehynde. Kunne hun sætte sig på stolen, var hun ikke hæmmet at stålet og korsformen under hynden, og derfor ikke en heks. Andre metoder var at lægge halmstrå eller nåle over kors uden for døren.
I kirken kunne man forsøge at lægge mærke til, om nogen tørrede sig om munden med et lommetørklæde efter altergangen. En heks var nødt til at spytte nadverbrødet ud, og kunne i øvrigt også bruge det rent magisk. Var præsten ”klog” nok, kunne han desuden fra prædikestole se, hvem sognets hekse var, idet de ville sidde med ansigtet vendt bort.
Ved særlige lejligheder kunne almindelige mennesker også se, hvem i menigheden der var hekse. Man kunne se dem sidde med gryder, potter og pander på hovedet, hvis man til Sankt Hans gik i kirke med et firkløver i lommen. Det var navnlig effektivt, hvis Sankt Hans faldt på en søndag. Ved påsketid kunne man få en tilsvarende oplevelse, hvis man havde et hønnike-æg i lommen, når man sad i kirken.
Håndværker - colic-help - skate - obesity - riskfreeprofit
